Mere indhold er på vej...
Forventninger
Som ny leder er der mange ting du skal lære, og det skal du nok komme til. Til at starte med er det vigtigste at du deltager og har din egen personlighed med. Efter et par måneder er du klar til at være med til at planlægge møder og ture, og når du har prøvet det et par gange sammen med en erfaren leder, forventer vi at du selv kan stå for det.
Der er mange traditionelle spejderaktiviteter, men det handler om at udvikle børn og unge til at være modige og selvstændige, og det er der mange veje til. Derfor må du gerne byde ind med ideer du selv brænder for. Der er mange forskellige lederkurser som du kan deltage på, og det er en rigtig god måde at få inspiration på.
Alle kan være forhindret nu og da, men dit lederteam har også travle liv med job og familie, så vi har brug for at alle møder op og tager ansvar for at de ugentlige møder kører. Er du forhindret, så meld det ud i god tid og tag måske en ekstra opgave næste gang.
Hvis du er her sammen med dit eget barn, forventer vi at du gør dig umage med at være leder for alle spejderne i grenen, og at du hjælper dit barn med at bruge og knytte sig til de andre ledere. Nogle har brugt fornavn til spejder i stedet for 'far' eller 'mor', men det er op til jer. Det er en god ide at tale med dit barn om at du ikke kan give særbehandling til spejder, og at han eller hun skal gøre lige så meget selv som de andre spejdere.
Spejderfærdigheder
Uniform
I Det Danske Spejderkorps går vi med mørkeblå uniform og tørklæde. Man kan bruge den traditionelle uniform eller mørkeblå alternativer som t-shirt, hoodie eller jakke. I Vigge bruger vi et tørklæde i farven mellemblå, som viser vores tilhørsforhold til gruppen.
Som leder skal man være bevidst om, at man også er Vigge Gruppes repræsentant over for spejderne og deres forældre. Ledere i Vigge bør derfor være fornuftige og forsigtige med hensyn til, om og hvordan de vælger at give udtryk for deres politiske og andre personlige holdninger under deres Vigge-aktiviteter. Fokus bør være på spejderarbejdet, og ledere i Vigge Gruppe må ikke vise politiske symboler på deres uniform.
Link til korpsets uniformsvejledning
Praktisk
- Du får en mailadresse der slutter på vigge.dk og oprettes på Slack. Det sørger din grenleder for.